Vi skal møde vinderen af årets erhvervspris 2022 - Erhvervsskolen Vestjylland, hvor vice-direktør Charlotte Dahl Tobler vil fortælle om Erhvervsskolen.
Charlotte, der oprindelig er uddannet pølsemager med egen slagterforretning igennem 6 år, valgte at sælge virksomheden grundet graviditet med tvillinger. Hun blev ansat på det daværende Borris Landbrugsskole i 2005, og var her med til at etablere et uddannelsestilbud til unge med særlige behov med udgangspunkt i landbrugsuddannelsen.
Uddannelsen var en forløber for etableringen af Erhvervsskolen Vestjylland, der blev en selvstændig socialøkonomisk virksomhed i 2009, i forbindelse med landbrugsskolens konkurs. Charlotte har siden 2007 siddet i ledelsen for Erhvervsskolen Vestjylland, der i dag omfatter bo-tilbud, uddannelses- og beskæftigelsesforløb, kantinedrift og senest etablering af socialøkonomiske partnerskaber med fokus på jobskabelse til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Vi glæder os meget til at besøge Erhvervsskolen Vestjylland, der vandt prisen i konkurrence med 4 andre kandidater og i Ringkøbing-Skjern Dagblad var der følgende omtale:
"Det blev Erhvervsskolen Vestjylland, der løb med Erhvervsprisen 2022, da prisen fredag 6. januar 2023 blev uddelt ved Vestjysk Lederforums traditionelle nytårskur.
Årets tema var "mangfoldighed", og som sædvanligt var konkurrencen mellem de fem kandidater hård. Ud over Erhvervsskolen Vestjylland var kandidaterne Søms, VM Tarm, EV Metalværk og DitAdvokathus. Formanden for Vestjysk Lederforum, Sebastian Schaper, lagde i sin præsentation da heller ikke skjul på, at det havde været en vanskelig opgave at finde en vinder:
- Alle fem virksomheder gør på hver deres måde en kæmpe indsats for mangfoldigheden på arbejdsmarkedet her i kommunen. Men vi skal jo udpege en vinder, og i år er valget faldet på Erhvervsskolen Vestjylland, sagde han.
- Ikke alene er det en virksomhed, hvis forretningsområde er at understøtte mangfoldighed på arbejdsmarkedet: Skolens job er at få flest mulige elever og kursister med forskellige udfordringer i arbejde. Det er også en virksomhed, der selv ansætter og finder plads til medarbejdere, der ved, hvad det vil sige at måtte kæmpe for at få fodfæste derude i virksomhederne. Erhvervsskolen Vestjylland har stor succes med at udføre den opgave, skolen er sat i verden for at udføre - nemlig at få unge med særlige behov givet et fodfæste på arbejdsmarkedet."
Tilmelding
Tilmeldingsfrist: Torsdag den 14 september 2023
Dato: Tirsdag 19 september 2023
Tid: kl. 18.00
Sted: Vestergade 42 6900 Skjern
Pris for medlemmer: 275 kr.
Pris for gæster: 325 kr.
Hvis du har spørgsmål vedr. tilmelding eller betaling bedes du kontakte Line Knoth.
Ved andres spørgsmål kan du kontakte Ann Michelle Dalgaard
Program
kl. 17.45 Ankomst og registrering
kl. 18.00 Velkomst v/ vice-direktør Charlotte Dahl Tobler
kl. 18.30 Spisning - her er der mulighed for at komme med servicemeddelser og stille spørgsmål til netværket
kl. 19.15 Rundvisning og historien om Erhvervsskolen Vestjylland, og der sluttes af med kaffe/te med lidt sødt
kl. 21.30 Tak for i aften