|
|
Erhvervskvinder i egne netværk
Af Aleksander Friis, journalist
C3 magasinet har fokus på ligestilling på arbejdsmarkedet: Kvinder har svært ved at nå toppen i dansk erhvervsliv, men prøver bl.a. at gøre vejen nemmere ved at danne deres egne netværk
Kvinder er rigtig dårligt repræsenterede i danske toplederstillinger og bestyrelser. Et hyppigt bud på en af årsagerne, er at rekrutteringen til de stillinger foregår i lukkede og mandsdominerede netværk. Nogle karrierekvinder finder derfor sammen i deres egne netværk, imens de arbejder på at få fodfæste i mandeverdenen. Erhvervskvinder er et af de netværk. Foreningen blev stiftet for omkring 25 år siden af en gruppe kvinder, der manglede sparring og inspiration til at komme fremad i deres karriere. I dag har Erhvervskvinder omkring 800 medlemmer fordelt ud over 10 små netværk, der fokuserer på at fremme kvinders muligheder i erhvervslivet.
”Når vi kigger på vores sammensætning, så er vi ca. en tredjedel ledere, en tredjedel selvstændige og en tredjedel ’kvinder på vej’, dvs. kvinder som typisk har en videregående uddannelse og som gerne vil noget med deres karriere. Vi er nogle meget fortrolige små netværk, hvor man kan få vendt mange af de udfordringer, man står med i sin hverdag og få den sparring, der gør man kommer videre,” fortæller Maja Engmark, der er næstformand for netværkets afdeling i København og project manager hos Foss A/S.
Kønsforskelle i netværk Men kvindenetværk skal ikke kun ses som en nødløsning. Maja mener i hvert fald at kønnene netværker på hver deres måde.
”Der er nogle vinkler ved den måde, vi kvinder netværker på, som du ikke får tilfredsstillet, hvis du er i et blandet netværk. Vi piger snakker mere åbent, mere direkte og mere bredt ud over både familie, arbejdsliv og alt muligt, hvor mændene når de netværker ofte er meget fokuserede på, at vise, hvor høj status de har opnået - de pisser groft sagt territorium af. Og så kræver det altså næsten også, at man kender de sidste sports-, golf-, fodboldresultater for ligesom rigtig at være med,” griner Maja.
”Når man er i et netværk med mange mænd, er de også nogle gange lidt usikre på, hvordan de nu skal behandle hende der, som også er kommet med. Så måske får vi ikke helt det samme ud af det, men langt de fleste af os netværker da også med mænd.”
Nytænkning frem for kønskvotering Maja er ikke meget for den omdiskuterede kønskvotering i bestyrelser, men understreger vigtigheden af at, man er mere åben, når opgaver og ansvar, der på langt sigt kvalificerer medarbejdere til en lederstilling, skal fordeles.
”Siden vi stiftede foreningen er kvinderne for alvor kommet ud på arbejdsmarkedet og på de videregående uddannelser er vi ligefrem i overtal nogle steder, men længere oppe i systemet tror jeg stadig, man er lidt bange for at vælge pigerne til. Allerede når du skal have besat den første lille projektleder stilling, så bliver man lidt tøvende. Vi trænger til et mangfoldighedssynspunkt, hvor ledelsen siger ’Hvad er det vi tilfører, hvis vi vælger en, der ikke er helt ligesom os selv.’ Når du kigger på naturlige talenter, tror jeg du kan finde lige så mange piger som drenge, der er egnede ledere, men hvis ikke du får udviklet pigernes talent, så er det du ser, at det bliver mere og mere mandsdomineret jo højere du kommer op i rækkerne.”
Leder/mor/hustru/kvinde Men karriereambitioner kan også komme til kort, når de pludselig får konkurrence fra moderinstinkterne. ”Kvinder bliver presset meget på alle fronter. Udover at være gode på jobbet vil vi også gerne have et perfekt hjem og være en perfekt mor,” siger Maja Engmark.
En erhvervsaktiv kvinde, der stifter familie kan godt føle sig klemt mellem to roller, men Maja mener først og fremmest presset kommer indefra.
”Den der er værst til at sætte de forventninger op er os selv. De mænd vi bor sammen med er nok lidt mere ligeglade med, om der er nullermænd under sofaen eller om barnet får en købekage med til klassens time. Indimellem skal vi lige spørge os selv, om vi prioriterer rigtigt. Og hvis nogle kvinder bliver så glade for deres børn, at de vælger at nedprioritere karrieren, er der da ikke noget ondt i det.”
Du kan se mere her: C3 www.c3.dk
Ligestillingsafdelingen ved Socialministeriet: www.lige.dk
|
|