
ErhvervsKvinderNyt - juli 2010
|
Sommeren er over os, og det er tid til at slappe af. Hermed følger nyt fra ErhvervsKvinde-fronten, bl.a. med en invitation til et gratis arrangement.
LOKALNYT
Invitation til arrangement 25. august: ErhvervsKvinder Fyn – din mening tæller
Har foreningen en fremtid? Hvordan får vi flere til at deltage i vore arrangementer – hvordan får vi nye medlemmer – hvordan skal vort program for 2011 se ud?
Vi har brug for din inspiration og inviterer dig til møde onsdag den 25. august kl. 18 – 21.30 i OBH-Gruppens flotte lokaler på Agerhatten 25, 5220 Odense SØ. Det er gratis at deltage, og foreningen vil være vært ved et let traktement. Tilmelding via hjemmesiden. Deadline for tilmelding er søndag den 22. august. Det er vigtigt at DU møder op – foreningen er ikke ”de andre” – foreningen er DIG og de andre. Vi glæder os til at se dig. Tilmeld dig allerede nu.
NÆSTE ARRANGEMENT
11. august - besøg på Søbysøgaard - det åbne fængsel
| Husk tilmelding til arrangementet 11. august ”Fængsel i herskabelige og historiske rammer”, hvor vi besøger det åbne fængsel Søbysøgaard. Se mere om arrangementet og tilmeld dig på hjemmesiden. Vi skal lige gøre opmærksom på, at vi ikke kommer ind i selve fængslet men hører om stedets aktiviteter og historie. |
 |
SIDSTE ARRANGEMENT
Besøg på Grimmerhus, Danmarks Keramikmuseum - 16. juni
| Ikke uden grund benævnes Grimmerhus Danmarks smukkeste Keramikmuseum. Museet ligger i flotte rammer lige ned til Lillebælt. Gæsteudstillingen rummede værker af de bornholmske kunstnere Hans Munk Andersen og Gerd Hiort Petersen, som bl.a. er kendt for deres mange udsmykninger i kirker. Vi nød et glas kølig hvidvin, mens direktør Lise Seisbøll fortalte os om stedets historie og fremtidige plane for udvidelse. På den efterfølgende rundvisning fik vi også sat en baggrund på en af museets faste udstillinger, som stammer fra en privat samler. Vi sluttede på restauranten i Middelfart Marina i flot solskin og havudsigt. Se fotos fra arrangementet i fotomappen! (Scroll ned på siden for at se filerne). |
 |
HUSK OGSÅ :)
NETWORK010 2. september i Odense Congress Center
| Kom og besøg vor stand, hvor bestyrelsen vil være til stede hele dagen. Herudover kan du bl.a. høre amerikanske Bob Littell, professor emeritus Peter Prusan, og super-iværksætter og tidligere medejer af Skype Morten Lund. Derudover kommer Henrik Thomsen, Specialisterne, Merete Brunander, Dansk Design Center, Tom Grønnegaard Knudsen, Mærsk Line, Merete Eldrup, TV2, Christian Lanng, Tradeshift, netværksekspert Soulaima Gourani og Lykke Rix, CoPilot.
Som noget nyt er speednetworking udskiftet med netweaving, et nyt begreb som ophavsmanden Bob Littell vil præsentere som foredrag og i praksis. Andet nyt er Face2face personlig sparring inden for en bred vifte af fagområder. Du har i 25 min. mulighed for at møde Dansk Design Center, IBM, Siemens, Connect Denmark og mange flere. I salen Sjælland kan du møde forskellige erhvervsrelaterede netværk og sponsorerne. Her er der også en caféscene hvor du i løbet af pauserne kan høre korte oplæg om forskellige emner.
Dagen byder på stor faglighed, både for iværksætteren, ejerlederen og ansatte i større virksomheder Se meget mere på http://www.network010.dk/hvor du også kan tilmelde dig. Prisen er kr. 325,- + moms incl. frokostbuffet. |
 |
Netværkscafé 3. august
| Næste netværkscafé afholdes 3. august kl. 16.30-18.00 Themsens Café og Fristelser. Se mere om netværkscafeerne på hjemmesiden eller kontakt Laila. |
 |
Facebook
| Husk at ErhvervsKvinder Fyn har en gruppe på Facebook, som vi bl.a. anvender til at indkalde til netværkscaféerne. Laila er tovholder på gruppen. ErhvervsKvinder på landsplan har også en Facebook-gruppe samt en gruppe på LinkedIn. |
 |
NYT PÅ LANDSPLAN
Pressestrategi
Talskvinden på landsplan Charlotte Pontoppidan Vest udsendte 28. juni en mail til alle med-lemmer på landsplan, som informerede om den igangsatte kampagne. Find materialet under ”Presse” og se nyhedsklippet fra TV2 Finans. (Charlotte er på ca. 6,5 min. inde i udsendelsen). ErhvervsKvinder Fyn har været omtalt i Fyns Amts Avis lørdag den 3. juli
Ny organisation på landsplan
Som jeg har nævnt et par gange til møderne arbejdes der på et forslag til ny organisering af foreningerne på landsplan. Beslutninger tager for langt tid, og det er svært at skabe kontinuitet i arbejdet pga. medlemmernes udskiftning i forbindelse med generalforsamlingerne. Vi vil også fortsat gerne have glæde af de fælles aktiviteter som det sker i webudvalget og i presse-samarbejdet.
Forretningskomiteen lavede i foråret en rundspørge blandt de lokale bestyrelser under overskrifterne Involvering – Information – Demokrati – Økonomi – Udvalgsarbejde – Generel vurdering. De indkomne svar er sammenskrevet i et resumé, og Forretningskomitéen præsenterede et oplæg til diskussion på HB-mødet 24. april. Vi har diskuteret oplægget i bestyrelsen men valgte ikke at udsende materialet til alle medlemmer, fordi det ikke er det endelige oplæg. Vi har nu valgt alligevel at lægge materialet ud i en mappe, som I alle har adgang til. Find materielet og læs det igennem. Vi ser frem til at modtage dine kommentarer.
På det kommende HB-møde skal det endelige forslag fastlægges og herefter udsendes i foreningerne til afstemning på generalforsamlingerne i 2011.
Sådan finder du dokumenterne:Log-in med brugernavn og password, vælg ”For medlemmer”, vælg ”Mine grupper” og klik på ”GS_ODE_Meddelelser til medlemmerne i EK Fyn”, tryk på ikonet ”Dokumenter for gruppen”. Eller link direkte til mappen her.
Hovedbestyrelsen
Næste møde afholdes 5. – 6. november med ErhvervsKvinder Fyn som vært.
Landskonference 2011
»Erhvervskvinder krydser grænser« - sæt allerede nu X ved datoen lørdag den 9. april 2011.Konferencen holdes på Hotel des Nordens, Alte Zollstraße 44, 24955 Harrislee, Tyskland.
Sønderjylland Syd er vært for konferencen. Hold øje med hjemmesiden under ”Konferencer”.
Dette var alt for nu. Vi ses til august.
Fortsat god sommer.
På vegne af bestyrelsen
Marianne Karlson
|